Powered By Blogger

mandag den 3. juni 2013

Livs historie

Undersøgelse af livshistoriearbejde i pædagogisk sammenhæng.


Aktivitet 1:


Livshistorie eller livsfortælling er et spændende område, som bliver brugt overalt,
Jeg vil tage udgangspunkt i mit arbejde som plejefamilie, til udsatte børn.
Arbejdet med anbragte børns livshistorie, er ikke fremmet for mig, det er meget vigtigt at vi som familieplejer, kommer på kursus hvor vi lærer om børns livshistorie, og hvilken betydning det har for børnene at få dem gennemarbejdet, for at få en forståelse for deres idenditet.


Efter at have læst og udvidet min interesse inden for livshistorie, har jeg især fattet interesse for det at arbejde kreativt med erindringsstof fra eget liv.
Som Kirsten Svenstrup skriver s 219, i livshistorie i billedkunst ( Det der bærer processen, er åbenhed til at gå i dialog med materialet og lade sig føre til nye erkendelser.)
Billedet er noget særligt, idet det besidder en magi, at det pludselig når man står og arbejder med det, kan tage over, og at det føles som om billedet overtager styringen. Billedet kalder på sin egen historie.
Det er det der er det særlige ved at arbejde med billeder som livshistorie.

I børnehaver og SFO arbejder de lige ledes ofte med livshistorie i billedform, jeg fandt denne adresse, som fik mig til at tænke på at dette har jeg også brugt i min tidligere stilling som dagplejer:
http://www.alleroed.dk/Virk/Lilleroed_Boernehus/Afdeling_Aeblehaven/Sadan_er_vi/Barnets%20historiebog.aspx


Inde under http://www.servicestyrelsen.dk/handicap/gammelt/metoder-og-redskaber/livshistorie er der også nyttige informationer omkring livshistorie og metoder, man kan eks. hente en skabelon ned som man kan udfylde, meget nyttigt redskab I min målgruppe, men også i andre målgrupper, feks. ved handicappede er dette skema yderst funktionelt. Jeg vedhæfter linket http://www.servicestyrelsen.dk/handicap/filer/handicap/metoder-og-redskaber/6470.pdf

 I min tidligere stilling som dagplejer lavede jeg en lille bog på hvert af de børn jeg havde i dagplejen, der var billeder af deres mor og far, hvad de bedst kunne lide at lege med, samt de sange de godt kunne lide at synge og lign børnene elskede det, samt dette også var med til at udvikle dem sprogligt, da de ivrigt fortalte om mor og far, og sang sangen de godt kunne lide når vi så billederne igennem.

Når jeg tænker det igennem arbejder vi med livshistorie stort set hele tiden, når jeg tænker på egne børn, da de blev født fik man i dåbsgave barnets bog, som man udfyldte løbende med billeder dåbsgaver, samt første skridt, første tand også videre, egne børn har efter de er blevet voksne ivrigt kigget bogen igennem, og elsker at høre hvordan de var som små. Barnets bog var ikke pædagogisk tænkt fra mit synspunkt, men har når jeg ser tilbage stor pædagogisk indvirkning på hvordan mine børn har udviklet sig til det de er idag.


Målgruppen:

Aktivitet 2.


Min målgruppe er udsatte børn som er anbragt uden for hjemmet, dette er oplagt da jeg selv er familieplejer til to børn i alderen 12 til 14 år. Og har stor interesse fra området
I familieplejen laver de kurser for os som er familieplejer, i disse kurser arbejder vi rigtigt meget med livshistorie, og de unges narrative identitetsudvikling.

I familiepleje udannelses kurser arbejdes der ofte ud fra følgende enmer:


1.Livshistoriens betydning for udviklingen af barnets selvtillid/selvværd og identitet.

2.At arbejde med barnets livshistorie.

3.Metoder i arbejdet med livshistoriebogen.


4.Etikken i arbejdet og målgruppen.

5.Livshistoriebogen i tekst og billeder.

6.Et tidligere anbragt barns fortælling.

 Livshistoriens betydning for udviklingen af barnets selvværd og identitet.

Arbejdet med livshistoriebøger tager udgangspunkt i Daniel Sterns udviklingspsykologiske teorier. Nyere forskning omkring den menneskelige udvikling peger
på, at denne udvikling sker i samspillet mellem mennesker. Mennesket er fra
fødslen et individ, en personlighed med temperament og eget særpræg. Barnet
etablerer allerede inden fødslen en kontakt til moderen. Denne kontakt udbygges
umiddelbart efter fødslen og skal udbygges til også at omfatte andre personer for,
at barnet kan udvikle sig til en selvstændig person med en høj grad af selvværd og
en stærk identitet.
I kraft af intimitet og empati fra moderens side i hendes måde at reagere på forhold i barnets signaler oplever barnet sammenhæng og mening i sin identitetsdannelse. En identitetsdannelse der fortsætter livet igennem. Barnet skal føle sig set,
hørt og forstået.
Når barnet ikke bliver mødt med denne forståelse, udvikler barnet strategier til
overlevelse. Alle overlevelsesstrategier er udtryk for de samme følelser af hjælpeløshed, forvirring, skyldfølelse, angst, sorg, tomhed, depression og aggression.
Grundlæggende føler barnet sig ikke værd at elske. Det er barnets udlevelse af
disse følelser, der bliver kendetegnet for barnets adfærd i plejefamilien.
Der gives et oplæg således at deltagerne får indsigt i den teoretiske forståelse af
tilknytning og barnets reaktion på brudte relationer, samt en forståelse for at ethvert skift medfører brudte relationer. Oplægget giver tillige en forståelse for,
hvilken betydning barnets kendskab til egen livshistorie har for barnets identitetsudvikling.
http://ankelegnet.blogspot.dk/2009/03/referat-af-fortlling-brn-og.html



Jeg har udvidet min erfaring for at arbejde med livshistorie ved at være med på ovenstående kursus, som har været meget lærerig i mit tilfælde. Derudover har jeg læst meget litteratur inden for området, eks.(Narrativ pædagogik- livshistorien som pædagogisk grundsyn) hvor jeg især finder afsnittet med anbragte børn interresant

Børnene der er i familiepleje hos mig, har vær især brug for at få gennemarbejdet deres livshistorie, da de på mange måder søger accept på at blive hørt og set. Jeg giver som familieplejer plads til dette, og høre ders historie og fortællinger  dagligt. Det er vigtigt at høre børnenes livshistorie for at bygge en god relation op mellem børnene og den voksne, dette som et middel til at synliggøre de fortællinger, som barnet kan have det vanskeligt ved at forlige sig med.
I arbejdet som familieplejer er det vigtigt at kunne indtænke det i vores daglige arbejdes helhed, så det ikke afgrænses som et kortere forløb. Livshistorien kan ikke færdiggøres en gang for alle, men vil kontinuerlig forsætte så længe vi lever.
Vi har i familieplejen hos mig udarbejdet et fotoalbum, hvor vi har billeder af børnenes forældre, samt søskende og øvrige familie medlemmer,  også vores nærmeste familie, samt nære venner, som børnene kender, under hvert billede har børnene været med til at lave teksten, som uddyber hvad eller hvem der er på billedet et eks. kunne være: på dette billede er mor og far stadig glade for hinanden, eller lignede.
Jeg kan desværre ikke ved lægge albummet da det er private billeder med i albummet, men vil prøve om jeg kan lave et nyt album, med fiktive personer, som vil kunne blive brugt i mit mediepædagogik projekt.
Dette album, var især i den første tid børnene var ved os meget brugt, det blev taget frem dagligt, hvor vi talte om hvorfor det var, de ikke kunne bo derhjemme, og hvorfor de var kommet til os i familiepleje, nu har de været ved os i 5 år, og vi taler stadig om det indimellem, når børnene har brug for det, albummet kommer ikke så tit frem, men det sker…

Jeg har her vedlagt hvordan et fotoalbum kunne se ud, i vores familiepleje, her har jeg brugt den narrative fortæller form. Jerome S Bruner skriver i sin bog "mening i handling", at menneskets narrative evne styrkes gennem tilegnelsen af sproget i barndommen. Han siger endvidere, at det er det usædvanlige og uventede, der for alvor sætter gang i børns fortællerlyst- og dermed opøvelse af deres narrative kompetence. ( Den narrative psykologi s. 140)
Jeg fandt et stykke Marianne Horsdal skriver i livets fortællinger s. 17 som passer rigtig godt på min lille fiktive bog

 "Det er den episodiske hukommelse, der skriver vores selvbiografi - med dens kavalkade af personlige begivenheder. Episodisk hukommelse hjælper os med at opleve, hvem vi er lige nu. At vi lever et bevidst liv, hvor vi hele tiden føjer nyt til vores livshistorie. Og dens allervigtigste opgave er måske at skabe vores identitet. Den episodiske hukommelse holder sammen på fortiden bag os og hjælper os med at finde ud af, hvor vi bevæger os hen. Jeg har brug for at vide, hvorfor jeg er her, hvordan jeg er kommet her, hvis jeg skal ligge planer for i morgen."

Jeg har indhentet godkendelse ved forældrene til de børn jeg har brugt i mit album.


Pædagogens kompetencer:

Pædagogen er nok fag person og møder den anden med sin viden og kunnen, men uden menneskelighed hænger, det pædagogiske arbejde ikke sammen. At være professionel indebærer at være faglig samtidig med at være personlig. Pædagogen må kunne se den anden på dennes præmisser og må kunne afstemme sin adfærd uden at fralægge sig ansvaret for den pædagogiske praksis.
Det betyder at pædagogen må skabe processer der åbner op for:

-tilknytning
-Anerkendelse
-Indflydelse
-bevægelse/udvikling

Tilknytning og anerkendelse stiller krav til pædagogen om kommunikative fællesskaber med vægt på gensidighed.

Indflydelse og udvikling stiller krav til pædagogen om at give noget af sin egen indflydelse fra sig/at slippe kontrollen, og samtidig støtte barnet i udviklende og udfordrende situationer.
Udover at have overstående endeskaber skulle pædagogen også kunne arbejde ud fra forskellige metoder inden for livshistorie.
Den narrative pædagogik bag livshistoriearbejdet må komme til udtryk som et grundsyn i det daglige pædagogiske virke, ikke mindst i måden man forholder sig til det anbragte barn. Narrativ pædagogik, det at arbejde med meneskers livshistorie i pædagogisk sammenhæng, indebærer et dobbelt perspektiv. Livs-historiefortællingen skal både have betydning for den fortællende selv og samtidig have gyldighed som udviklingmåde og mål for den unge selv ( s. 131 Metoder. Narretiv pædagogik)
Pædagogen skal have de kompetencer, at kunne arbejde med livshistorie, at kunne lade sig indfange af fortællingen/det narrative ved at sætte lys på den andens personlige historie. Men også det at få afprøvet sin empati og fornemmelse for det andet menneske som person.( s. 143 Narrativ pædagogik)
Pædagogen skal have kendskab til at kunne lave forskellige former for metoder hvor barnet har nogle redskaber til at se dens opvækst det kunne være i form af et livs træ /planche, lave en livs linie, video/fotooptagelse el. Livshistoriekuffert, mulighederne er mange, men med udgangspunkt i det enkelte barn.( s. 131 Metoder. Narrativ pædagogik)

Hvad er godt i arbejdet med livshistorie, for min målgruppe.

Jeg vil mene at det er meget vigtigt at arbejde med livshistorie i min målgruppe, da de unge udsatte søger sammenhænge og mening med deres liv, jeg mener at det at arbejde med den unges liv er betydningsfuld på flere niveauer. Produktet og processen ved at udarbejde livshistorie er for den unge:
  • Et konkret synligt bevis på identitet/eksistens
  • Identitets skabende
  • en styrkelse af det relationistiske perspektiv. 
(Narrativ pædagogik s.124)

I det man arbejder med den unges livshistorie, for man mulighed for at indgå i en anerkendende relation og derved skabe optimal mulighed for selvets dannelse. Alle menesker er afhængige af de reaktioner, de for fra deres omsorgspersoner for dels at kunne opbygge et billede af hvem de er, dels for at skabe sig selv, og for deres egen selvagtelse.
Det er den anerkendende relation, der bygger på ligeværd.

Etiske spørgsmål i arbejdet med udsatte unge og livshistorie.

Når vi arbejder med livshistorie med udsatte unge er der nogle rammer der skal være på plads. 


At være åbne og ærlige

At barnet/den unge altid er i fokus

At barnet/den unge inddrages i videst muligt omfang

At forældrene inddrages fra starten

Når disse rammer er på plads, er mulighederne for at de etiske

Når man beskæftiger sig med udsatte unge, mener jeg at vi når det handler om etisk, sætter man ikke sig selv i fuldstændigt i centrum. Man tager hensyn til den/de unge ved at lade deres interesser tælle næsten lige så meget som ens egne.

Overvejelse af problemformulering

Hvad giver det den unge udsatte, at arbejde med livshistorie, og hvilke metoder kan være relevante  i arbejdet med unge anbragt uden for hjemmet.


Aktivitet 3

Planlægning af hvordan jeg kunne forbedrede mig på at arbejde med livshistorie i forhold til et enkelt barn/ung.

Først og fremmest skal man fremlægge over for den unge at man gerne vil interviewe, og barnet skal være indforstået, man skal fortælle den unge at det er vigtigt, fordi man er interreseret i at lære den unge at kende og at fortiden har stor betydning for dette.
Ved en sådan planlægning er det vigtigt at man som fag person har gjort sig nogle tanker, om hvordan det skal foregå.
Jeg vælger at skulle lave et interview, med min brugergruppe som er udsatte børn anbragt uden for hjemmet.
Til dette vil det være en god hjælp at lave at have en interview guide, hvor jeg som intervieweren både er den lyttende og også den spørgende og derved er med til at skabe struktur i det der fortælles, nogle eks. på dette kunne være:

Hvad handler det her om?

Hvem, hvornår, hvad, hvor?

Hvad skete der så?

Og hvad så?

Interview guiden skal tilpasses barnet, og kunne indeholde spørgsmål som:

Barndomshjemmet/ opholdssted.

Hvad husker du som nået af det bedste hjemme ved dine forældre?

Hvor opholdte du dig?

Hvad legede du?

Var der nogen som tog sig af dig?

Familien omkring dig:

Hvilke medlemmer bestod din familie af?

Hvormange søskende er i?

Hvem ligner du? hvorfor/ hvorfor ikke?

Hvem er du mest knyttet til?

Arbejde

Hvad arbejdede din mor og far med?

Hvilke pligter havde du derhjemme

Osv…..

Skolegang

Markante begivenheder og beslutninger

Din udvikling

Alt dette tilpasses den unge, Intervieweren må inden forløbet have klargjort i hvorfor et sammenhæng interviewet skal bruges, og at den interviewede er bekendt med formålet? Dagsordningen skal være tydelig. 

Kan interviewpersonen magte, holde til at forstå interviewet.

Interviewet skal foregå i trygge rammer

Man skal gå varsomt frem. Stil indledningsvis åbne spørgsmål af neutral art.
(narrativ pædagogik s.136-138).

En anden mulighed som jeg i mit eget arbejde har haft meget gavn af, er at udforme barnet livshistorie som en bog, indeholdende tekst og billeder.
Dette kunne også laves som billeder i moviemaker med tilhørende tekst.
Her skal barnet/den unge have billeder med fra dens barndomshjem, og af betydningsfulde personer. man kunne også lave en video af den unges barndomshjem, og optagelser af betydningsfulde personer.
Ved at se på billeder i enten billede eller video, giver ofte den unge lyst til at fortælle, og udfra billederne kan få svar på mange af samme spørgsmål, som i overstående interview, da den unge ofte ud fra billederne selv vil fortælle, og at livshistorien ikke vil komme til at virke på samme måde styrende som den interviewede historie

Vi har især i min familiepleje arbejdet med livshistorie som bog, indeholdende tekst og billeder,
Teksten kan når børnene er store nok være  lang, og kan udfra hvad børnene selv har fortalt udarbejdes som en bog, som eks.vil jeg skrive et fixtive udpluk af hvad en bog kunne indeholde tekst:


Lille udpluk af hvad en bog kunne indeholde:

Sagsbehandleren besluttede sammen med mor og far, at Mette hver anden weekend skulle være i en anden familie for at komme lidt væk og få nogle gode oplevelser. men efter få måneder beslutter mor og sagsbehandleren  at Mette skulle bo fast ved Hans og Grethe. Hveranden weekend skulle de så hjem til mor

Mette har lige nu brug for, at det er nogle voksne der bestemmer og passer på hende, det har både mor og far svært ved lige nu.

Det er de sidste år sket mange ting i Mettes liv
Her er lift om hvad der er sket

Mettes mor og far flyttede fra hinanden da Mette var 3 år gammel

Årsagen var at mor og far ikke kunne enes

Mette og mor flytter

Da Mette var 4 år flyttede mors nye kæreste ind hos dem.

Mor har det ofte dårligt da hun er phykisk syg. Mor ved godt, at det gør Mette skuffet og ked af det, når hun har det dårligt

Mettes far bor sammen med Sanne og Joan

Mettes far bliver nogle gange sur, og så kan han finde på at slå. Mette har oplevet det og er blevet meget bange.

Mette har ikke lyst til at besøge far, han siger at det er okay. Hun skal kun besøge ham hvis hun selv vil.

Man kunne her tilføje billeder af mor og far, hvor de boede, hvad hun legede osv.






Efter at have arbejdet med livshistorie i denne opgave, vil jeg tage børnenes livshistorie op til revurdering, og sammen med børnene få lavet en opdateret udgave.

 Aktivitet 4.


Min egen livsfortælling


Jeg vil fortælle om en periode i mit liv, hvor jeg følte at det skete noget med mit eget jeg.

Børnene var blevet voksne, og flyttet hjemmefra, Manden var på arbejde. Og jeg gik hjemme sammen med mine plejebørn.
Plejebørnene var kørt godt ind i vores familie, og jeg begyndte og tænke på at det nu var tid til at tage den udannelse, som jeg havde drømt om i mange år, tanken blev til handling, og jeg søgte ind på ucsyd danmark som pædagog.
Da jeg så blev optaget, var jeg ikke til at skyde igennem, jeg har nu været igang i 2 år, uddannelsen har sat skub i min egen idenditet. Jeg har fundet ud af at jeg kan klare meget.

I denne periode har jeg også holdt fast i min sport i opstrammeren hvor jeg dyrker motion dagligt.
Jeg elsker at røre mig, at danse og lave gymnastik, da den forhenværende indehaver af opstrammeren ringede mig op og spurte af om jeg ville være træner i step gymnastik, slog jeg også til med det samme..
Hvilket jeg nok havde været betænkeligt ved inden jeg gik igang med at læse til pædagog.
Jeg har lært at stå frem og vise hvem jeg er, at jeg rent faktisk er god til mange ting.
Jeg er idag træner i zumba, step og tabata i opstrammeren, jeg elsker det, og har taget instruktør udannelse i step og skal d. 1 juli igang med zumba intruktør uddannelsen.

Jeg har også mødt modgang i min uddannelse, jeg har ikke studenter eksamen, hvilket jeg også har kunne mærke på mine karakterer i uddannelsen, jeg er ofte kun kommet igennem på et hængende hår, men jeg er dog kommet igennem, og betvivler ikke på noget tidspunkt at jeg klare det sidste år.
Og at jeg kommer ud på den anden side som en super dygtig pædagog, som kan det jeg skulle kunne.


Dette var så en lille bid af mit liv i en periode, hvor jeg selv har været med til at skabe forandring.
Jeg har valgt denne periode af mit liv, ikke fordi det er det største det er sket for mig, men fordi jeg selv synes jeg har flyttet mig fra et sted til et andet i denne periode.
Og fordi jeg er stolt over det, jeg har selv fået mere selvtillid i denne periode, dette fordi jeg fandt ud af at hvis man står frem og arbejder på at gøre de ting man gerne vil, kan de lykkes. Denne periode af mit liv har været en stor hjælp til min egen identitet og selvværdsudvikling.